
Kaffe. I teltet skænkes den fra dallahen, før solen stiger op over klitterne.

Et arabisk pigenavn. Mere afslører det ikke – resten fortæller lyset gennem mashrabiyaen.

»Jeg er den hvide.« Et navn, der siger hvid – og en flaske i skarlagen.

Det ærværdige, det dybt rodfæstede. Som et hus i Damaskus, der bærer sin historie i træ og sten.

Sten. De gamle huse i Al Fahidi-kvarteret blev bygget af koralsten – med vindtårne over sig.

Det berusende. Et ord for alt, der varmer sanserne og gør dem tunge.

Petra – klippebyen i det sydlige Jordan, hugget i rosenrød sandsten. Om natten brænder lys foran Skatkammeret.

En kærlighed så stor, at man farer vild i den – som en vandrer i ørkenen.

























